Undervisning / Supervision / Foredrag / Workshops
Eksistens på jobbet
Menneske i uniform
Den svære samtale
Professionel relation
Eksistenslaboratorium
For mennesker der arbejder med mennesker i berøring med eksistensen
Eksistenslaboratorium
Eksistenslaboratorium henvender sig særligt til personale i plejesektoren. Formålet er, at ruste personalet til at indgå i samtaler med borgere og pårørende om de grundlæggende temaer der er på spil, når mennesker oplever eksistentielle udfordringer i forbindelse med f.eks. alderdom og sygdom.
Eksistenslaboratorium er et undervisningstilbud til sundhedsprofessionelle, som har til hensigt at give deltagerne en oplevelse af at blive bedre rustet til mødet med mennesker, som oplever ændrede livssituationer og svære eksistentielle udfordringer. I laboratorierne etableres en samtale og et rum, hvor der kan arbejdes med og sættes ord på eksistensen.
Eksistentiel støtte til patienter understreges i dag som en afgørende del af omsorgen for borger og patient og kan have afgørende betydning for både behandling og sygdomsforløb. Men et øget krav til sundhedspersonalet om mere og bedre eksistentiel støtte, er ikke ensbetydende med, at personalet føler sig bedre klædt på i arbejdet med denne form for omsorg. Tværtimod tyder det på, at arbejdet med de eksistentielle temaer kan være en stor udfordring.
Et laboratorieforløb består af 3 undervisningsmoduler - eller 'laboratorier' af 2 timers varighed med to ugers mellemrum. Et laboratoriehold består af 6-8 deltagere. I laboratorierne arbejdes der via oplæg og øvelser blandt andet med egne forventninger og forestillinger i relation til 'den svære samtale', og i den forbindelse inddrages den sundhedsprofessionelles egne oplevede barrierer i forhold til at indgå i eksistentielle samtaler.
Temaer, der ofte fylder for laboratoriedeltagerne, er: Manglende naturligt sprog om eksistensen, manglende tid til at yde eksistentiel støtte eller manglende viden om eksistentielle temaer og relationen mellem arbejdsliv og eget liv.
Eksistenslaboratorium er udviklet af hospitalspræst Maria Baastrup Jørgensen.

