Hven er jeg?

Jeg har altid været optaget af mennesker og eksistens.

Af vores psykologi. 

Og særligt af de spørgsmål, som opstår, når livet ikke bliver, som vi havde forestillet os. Når sygdom, tab, kærlighed, kriser eller store forandringer udfordrer vores forståelse af os selv og den retning, vi er på.

Den nysgerrighed har været en rød tråd gennem hele mit arbejdsliv. Et arbejdsliv, som altid har drejet sig om relationer. Om at kunne være noget for andre.

Jeg begyndte som pædagogmedhjælper og arbejdede senere mange år som handicaphjælper og social- og sundhedshjælper. Siden blev jeg uddannet psykoterapeut, og i dag arbejder jeg med terapi, undervisning, supervision og udvikling af faglige forløb om eksistentiel omsorg og svære samtaler.

Når mennesker spørger mig, hvad terapi er, svarer jeg ofte, at det handler om at blive mere livsduelig. Ikke om at blive perfekt eller problemfri, men om at kunne stå mere sikkert i sig selv – også når livet er svært eller gør ondt.

Jeg tror ikke på, at terapeuten skal have alle svarene. Jeg tror på værdien af et ærligt møde mellem to mennesker, hvor der er plads til både tvivl, håb, sorg, humor og det, der endnu ikke har fået ord.