
Eksistensterapi
Hvad er Eksistensterapi?
Eksistensterapi er psykoterapi med fokus på dén du er (hvordan det er at være dig). Meget groft skitseret kan man sige, at adfærdsterapi fokuserer på dét du gør, traditionel psykoterapi på dét du tænker og føler og eksistensterapi på dén du er.
Adfærd, psyke og eksistens hænger uløseligt sammen, og påvirker hinanden indbyrdes. Dog ikke med lige stor kraft. Vores adfærd (hvad vi gør) er i høj grad styret af vores psyke (tanker og følelser), som igen er styret af vores eksistens (dybere jeg-følelse). Vores eksistens er i konstant forandring, og kan bedst beskrives som vores totale jeg - eller summen af alle vores erfaringer - i mødet med den omgivende verden.
Adfærd, psyke og eksistens er alle væsentlige og lige vigtige dele af vores livsoplevelse. Navnet Eksistensterapi beskriver en retning i det terapeutiske arbejde, der arbejder med eksistensen. Dvs. at hvis du kommer i terapi med et eksistentielt tema (f.eks. sorg over tab), så består arbejdet i, at ære dén du er i sorgen (eksistens) - give plads til tanker og følelser (psyke) - og undersøge hvordan du bedst er i sorgen. Eller rettere; hvordan du bedst er i livet med sorgen (adfærd). For sorgen er en realitet, og det ved din eksistens.
Det kan lyde banalt og åbenlyst, men det er det ikke. Ofte kæmper vi imod eksistensen. Vi kæmper imod realiteterne (som vi altid kender dybest inde). Vi vil ikke acceptere tabet. Vi vil ikke føle sorgen. Vi prøver at opretholde en facade og et "normalt" liv, selvom hele vores system kalder på ro og selvomsorg. Det er at arbejde imod eksistensen, og denne modstand kan skabe indre uro. I eksistensterapi kan du skabe plads til at være den du er, og forløse dine tanker og følelser, og derfra vælge din adfærd med bevidst opmærksomhed.
Hvis du kommer i terapi for at ændre en adfærd (f.eks. rygestop), så består arbejdet i at "gå baglæns", og undersøge hvilke tanker og følelser der ligger til grund for, at du ryger. Handlingen/adfærden; "at lade være med at ryge" er ikke svær. Det svære består i de tanker og følelser, der opstår, når du ikke ryger. De tanker og følelser er opstået i mødet mellem din eksistens (din dybere jeg-følelse) og omverdenen, og på et tidspunkt har du "valgt", at rygning kunne være en måde at håndtere disse tanker og følelser på. Når du på den måde har arbejdet dig tilbage mod din eksistens, får du mulighed for at vælge på ny.
Hvem kan have gavn af eksistensterapi?
Eksistensterapi er omsorg for dit dybeste væsen, og er derfor egnet for alle.
Livet kommer med udfordringer. Fra små udfordringer i hverdagen til større livsudfordringer som kan resultere i fastgroede mønstre (konfliktskyhed, præstationssangst, ukontrollable følelsesudbrud mm.). Og så de helt store eksistentielle udfordringer som kan vende op og ned på vores liv, og stille spørgsmål ved alt det vi troede vi vidste. Om hvem vi er. Hvordan vores liv skulle være. Vores værdier og ønsker.
Uanset hvilke udfordringer du måtte have, forholder Eksistensterapi sig til disse spørgsmål, og undersøger hvem du er i dine livsomstændigheder. Svarene vil altid være - og kan kun være - dine egne. På den måde finder du frem til dine egne ressourcer, og bekræfter dig selv indefra.
Eksistensterapi kan hjælpe dig, hvis du oplever:
Angst, sorg, ensomhed, uro, stress, mindreværd, tab, præstationsangst, meningsløshed, identitetskrise, livskrise, traume, vrede, kontroltab, afhængighed mm.
Kan man trives i sorg?
Livet kommer med udfordringer, og det er i sig selv ikke noget problem. Når vi f.eks. mister, så sørger vi, hvilket er en sund og naturlig reaktion. Det er dit væsen, som reagerer på omstændighederne og omstiller sig til en ny virkelighed. Hvis intet står i vejen for denne reaktion og omstilling, vil sorgen føles og fylde mindre og mindre i din daglige bevidsthed. Den vil ikke være væk - den vil være optaget i hele dit væsen.
Du har altså ikke behov for terapi, blot fordi du er i sorg. Behovet for terapi kan opstå, hvis du oplever udfordringer med dine reaktioner (eller mangel på samme) på det som er sket, og/eller med at omstille dig til din nye virkelighed.
Eksistensterapi hjælper dig til, at skærpe din følelse af hvem du er - så du kan skabe balance mellem dén du er, dét du tænker og føler og dét du gør.
Du er velkommen præcis, som du er. Jeg støtter dig i mødet med dig selv og i din undersøgelse af hvem du er, og hvordan du bedst tager de næste skridt i livet.
Hvis du er i tvivl om hvorvidt terapi er det rigtige i din nuværende situation, og/eller om jeg er den rigtige terapeut for dig, er du altid velkommen til en afklarende og uforpligtende samtale over telefonen eller online. En afklarende samtale kan vare op til 15-20 minutter.
Konsultation
København og Køge Nord
København
Konsultation på lokation efter behov. København N, V og Ø.
Session 60 minutter
Pris kr. 1.000,-
Køge Nord
Solvognen 27, 4600 Lille Skensved. Ti minutters gang fra Køge Nord station.
Session 60 minutter
Pris kr. 850,-
